København

Gruppearbejdet giver meget både fagligt og socialt

Gruppearbejdet giver meget både fagligt og socialt

Gruppearbejdet giver meget både fagligt og socialt

 

Der er masser af gruppearbejde på AAU – og det skal man ikke lade sig skræmme af. Studiegruppen kan blive dine venner og en faglig støtte, som man altid kan gå til. 

- 50 % af mit studie er gruppearbejde. Det kan godt virke skræmmende, når man kommer udefra. Jeg var selv usikker på, om jeg var socialt nok anlagt til at arbejde så meget i grupper, og havde også haft nogle dårlige erfaringer i gymnasiet, siger Freja Katrine Køllund, som læser By-, Energi- og Miljøplanlægning på AAU CPH.

Men Freja blev hurtigt omvendt til studieformen, som effektivt ryster et hold sammen.

- Jeg er blevet rigtig glad for gruppearbejde. Man får nogle gode værktøjer til at arbejde i grupper, og mine medstuderende er vildt søde og engagerede. Når man har valgt at gå her, så brænder man for det, og det kan mærkes.

- Det giver rigtig meget socialt, at man har en studiegruppe på en fem-syv mennesker, som man lærer rigtig godt at kende. Det giver også en faglig sikkerhed, for der er altid nogen at snakke om tingene med. Man har nogen at støtte sig op ad, og man hjælper hinanden. Jeg synes, jeg har fået en masse gode venner her. 

Godt sammenhold og fine faciliteter

I det hele taget Freja laver meget med sine medstuderende, også socialt. Og hun synes, at campus giver gode muligheder for at hænge ud og hygge sig.

- På mit studie har vi et godt sammenhold og arrangerer mange ting, også på tværs af årgangene. Universitetet har gode faciliteter, og en smuk beliggenhed ud til vandet. Det bruger vi meget; hen over sommeren spiser vi fx vores madpakke ved kajkanten. Der er også en god fredagsbar – Slusen – hvor studerende fra alle uddannelser kommer.

Freja fremhæver studiestartsperioden som en tid, hvor der blev gjort særlig meget for at få de studerende til at føle sig velkomne.

- Et stort tutor-buddy-team tager imod dig første dag og får dig godt igennem de første mange måneder. Og i starten er der arrangementer nærmest hver uge. Bl.a. pubcrawl, fodboldturnering og Harbour Day, hvor vi skulle bygge vores egen båd og sejle om kap! Studiestarten gav en rigtig fin introduktion til stedet og studiet.